Organisationsdiagram - horisontalt

Om organisationen

KFUKs Sociale Arbejde er en medlems- og nonprofitorganisation, som siden 1947 har haft fokus på at hjælpe udsatte mennesker i Danmark. Vi omfatter i dag Rederne (København, Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg), Reden International, Reden Ung, Lærkereden i Aalborg, Kontaktcentret Vesterbro, KFUKs Sociale Arbejdes Krisecenter i København, Redernes Krisecenter Fyn, Redernes Krisecenter Midtjylland, Den Selvejende Institution Lindevangen på Frederiksberg, Herberget Lærkehøj samt genbrugsbutikkerne Reden Genbrug.

En rettidig social indsats har altid været det bærende fokus for KFUKs Sociale Arbejde. KFUKs Sociale Arbejde udspringer af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), og social indsats har altid været et naturligt led i KFUKs arbejde. Da bevægelsen kom til Danmark i 1883, var det blandt andet en opgave at give ”personlig hjælp og økonomisk støtte til faldne og fattige, til syge og gamle”. Nogle år senere i 1893 blev det sociale spørgsmål til et selvstændigt arbejdsområde, som bl.a. førte til oprettelsen af KFUKs velfærdstjeneste. Ud af dette skabtes i 1947 den 1. juli, KFUKs Sociale Arbejde, som en selvstændig organisation. Læs mere om KFUKs Sociale arbejdes historie.

I KFUKs Sociale Arbejde har vi fokus på at hjælpe socialt udsatte mennesker, der er havnet i en svær situation på grund af hjemløshed, stof- og alkoholmisbrug, psykisk sygdom og fattigdom. På være- og rådgivningssteder og herberger hjælper vi med akut skadesreduktion og omsorg, fx i form af en seng at sove i, rene kanyler eller et varmt måltid. Vi hjælper også den enkelte med at komme videre i tilværelsen gennem samtale, rådgivning og som bisidder i kontakten med myndigheder.

I Rederne arbejder vi for at forbedre livssituationen for udsatte danske kvinder i prostitution og misbrug. Vi hjælper også udenlandske kvinder, der af forskellige grunde er endt i prostitution i Danmark. Nogle er ofre for menneskehandel, andre er kommet hertil i forsøget på at skabe en bedre tilværelse for deres familie og børn i deres hjemland.

Vi arbejder med forebyggelse af prostitution og gråzoneprostitution, fx i projektet RedenUng, der arbejder med at rådgive unge om gråzoneprostitution og sugardating. KFUKs Sociale Arbejde har desuden fokus på ofre for fysisk og psykisk vold i hjemmet, og driver til det formål blandt andet KFUKs Sociale Arbejdes Krisecenter og Redernes Krisecenter, som tager imod kvinder, der har været udsat for akut vold.

”Vi har en vigtig sag, som mange flere bør kende og bakke op om”
Connie Yilmaz Jantzen, tidl. landsformand for KFUKs Sociale Arbejde

 

KFUKs Sociale Arbejde er en medlemsorganisation

Både enkeltpersoner og foreninger samt andre organisationer, der ønsker at støtte foreningens formål, kan blive medlemmer af KFUKs Sociale Arbejde. Organisationens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i maj eller juni måned.

Medlemmerne samt de ansatte og frivillige er selve det fundament, der gør det muligt at udføre det sociale arbejde. Bliv medlem her

 

Landsbestyrelse

KFUKs Sociale Arbejde ledes af en landsbestyrelse på 9-11 medlemmer, der vælges blandt foreningens medlemmer på den årlige generalforsamling. Landsbestyrelsen konstituerer sig med landsformand, næstformand og kasserer. Se KFUKs Sociale Arbejdes Landsbestyrelse.

Til at varetage den daglige drift har KFUKs Sociale Arbejde et sekretariat, der i daglig tale er bedre kendt som landskontoret. Landskontoret ledes af en generalsekretær, der er ansat af Landsbestyrelsen. Landskontoret varetager en række opgaver af ledelsesmæssig, koordinerende, økonomisk og administrativ art for de tilbud og projekter, som er oprettet under organisationen. Se landskontorets medarbejdere.

 

Institutioner

Læs mere om KFUKs Sociale Arbejdes institutioner.